Tatovørbranchen er en del af det liberale erhverv i Danmark og er derfor Igen-Igen desværre tvangslukket foreløbig indtil 28.02.2021. Rigtig mange tatovører får i dag henvendelser fra kunder, der ønsker tatoveringer. Men vi skal støtte op om denne lukning, omend den har store konsekvenser for vores branche rent økonomisk. Vi forstår ikke, hvordan man laver en økonomisk skævhed overfor selvstændige erhvervsdrivende i forhold til lønmodtagere. Som udgangspunkt burde tabt arbejdsfortjeneste dækkes med samme beløb pt 30.000,- kr istedet for 23.000,- til selvstændige erhvervsdrivende. Ovenpå de seneste års ombygninger, registreringsgebyrer og hygiejnekurser har der været store udgifter, og med en nedlukning er mange økonomisk udfordrede.
Vi opfordrer dog til, at man IKKE begynder at gå til hjemmetatovører og bliver tatoveret her i lock down perioden. Det kan give store komplikationer, fordi det foregår under ikke-hygiejniske forhold.
Så pas på jer selv derude – og glæd jer til jeres professionelle tatovør åbner op igen.