Velkommen


Hvad er DPUT

 

De Professionelle Uafhængige Tatovører i Danmark, i daglig tale ”Uafhængige Tatovører” er et non-profit netværk, af tatovører for tatovører. Herudover er DPUT Danmarks største netværk af tatovører, vores lærlinge samt vores udenlandske kolleger fra hele verden. Siden 2012, hvor vi loddede stemningen om at imødekomme regeringens forslag om ”frivillig lov om registrering af tatovering”, og at vi burde lave en brancheorganisation, der skulle kontrollere og registrere tatovører i Danmark – fandt vi ikke grund til at stifte en ny forening. Derfor blev netværket til på facebook, som det mest naturlige media – og samtidig gratis, så vi ikke skulle til at have udgifter til hjemmesider. Men en hjemmeside må man have i det konventionelle Danmark - så velkommen til den.

Netværket ”Uafhængige Tatovører” er blevet godt modtaget i medierne, hos politikere og embedsmænd. Vi er med i høringer og diskussioner. Den store tilstrømning viser, at det netop er sådant et netværk, der har været brug for længe. Tattoo branchen er jo en finurlig størrelse, vi er kunstnere, vi vil gerne dedikere vores tid til at tegne og tatovere. Så den nemme adgang til andre kollegaer, til informationer om, hvad der nu rører sig i vores, forslag, debatter osv har vist sig at have god interesse. Et fællesskab tatovører imellem, som vi ikke har haft det før. Fra tid til anden kommer der henvendelser, f eks fra ECTP 2013 om deltagelse i kongressen, senest fra Dansk Standard og invitation til kick off møde , hvor vi er blevet bedt være med i en kommission og til at komme med vores bud til  ”Fælles Hygiejneregler for Tatovører i EU”. Dette arbejde er nu tilendebragt, og den færdige EU-standard vil blive publiceret i 2019.

Det er vigtigt, at alle bliver hørt, når der kommer disse henvendelser, hvorfor de bliver slået op i ”Uafhængige Tatovører”, og alle, som har lyst, kan deltage i debatten. Alles meninger vejer lige tungt, og det hele bliver samlet i en fælles udtalelse, fra de tatovører, der har lyst til at møde op til pågældende møde "Ingen over - Ingen under" er vores motto. Det kan være svært, hvis de fleste møder foregår på Sjælland, i København, for jyske tatovører at deltage, men derfor er det alligevel vigtigt at deltage i debatter, og få sine synspunkter viderebragt.

”Uafhængige Tatovører” har ikke nogen ”formand, ej heller en bestyrelse. 

I UT vejer alles meninger lige meget. Det er et kollegialt, informativt og konstruktivt  netværk, hvor der er højt til loftet, hvor alle kommer til orde. Og man kan med fordel bruge netværket til enten at stille branche-spørgsmål, produktspørgsmål, eller foreslå forskellige events, nyheder om alt som interesserer os tatovører - ja kort sagt, et professionelt fællesskab, hvor man hjælper hinanden.

Der er sjove indslag, oplysninger om forskellige konventions, studier, der søger nye medarbejdere, ja kort sagt alt, som en stor digital ”opslags-tavle”. ”Old Schoolere” har ikke noget imod at lære fra sig til nyere tatovører – og med fælles fodslaw, nemlig at højne standarden indenfor den danske, professionelle Tattoo Scene, har vi en forpligtelse til at hjælpe hinanden med stort og småt.

Netværket ”Uafhængige Tatovører” har også opnået nogle aftaler med forskellige firmaer, der handler med branche-relaterede produkter. Det være sig alt lige fra tatoveringsudstyr, desinfektionsprodukter, handsker mm. Typisk opnår man 10% rabat ved alle køb. Det bliver til mange penge i løbet af året, når man vil være top-hygiejnisk – og det vil vi vel alle?

Ved at være et stærkt fællesskab, og alligevel uforpligtende og nemt, kan vi bygge broer, skabe relationer mellem tatovører, lærlinge og medhjælpere over hele landet. Det er til vores fælles bedste, at vi står sammen og viser et godt billede udadtil.

At vi tager ansvar, at vi vil vores kunder og os selv det bedste. Og får aflivet nogle af de gamle fordomme om, at tatovører og branchen er nogle værre nogle, og det arbejde går egentlig rigtig godt.

De Professionelle Uafhængige Tatovører har også kontakt til de udenlandske farveproducenter, og har et tæt samarbejde, senest omkring Miljøstyrelsens farvebekendtgørelse, som strandede i EU. Vi vil være med, når der skal tages beslutninger for vores branche. Og vi kan glæde os over, at UT har stor indflydelse og nyder anseelse.

Det er et af vores største mål at være med, at præge de beslutninger, der tages og nedstemme forslag, som vi, som tatovører ikke mener er gode for os. For at gøre det nemmest muligt så Uafhængige Tatovører dagens lys.

I skrivende stund tæller Uafhængige Tatovører mere end 694 tatovører, lærlinge, medhjælpere, journalister, politikere og andre fagpersoner, der mener at kunne tilføre vores gruppe noget konstruktivt og positivt. Samt en gruppe af vores internationale kollegaer med hvem, der er et konstruktivt samarbejde.

Vi vil naturligvis meget gerne ud og have fat på så mange som muligt, så fortæl gerne om Uafhængige Tatovører, til de artister, der endnu ikke har hørt om os. Vi vil have fat i og samle alle tatovører i Danmark under en fælles, konstruktiv paraply…

Vi afholder hygiejnekurser for tatovører, deres lærlinge og medhjælpere. Da vores netværk er uden økonomi, betales der direkte til underviserne, og vi deler kollegialt lejeudgiften af lokalet i antal deltagere. Vi har efter søndag 08.12.2019 afholdt 13 hygiejnekurser. Kursus afholdes af Uafhængige Tatovører, men undervisningen forestås af TPE (Tattoo and Piercing Education, Scandinavia). Vi laver hygiejnekurser for UT'ere 2 gange årligt.

Herudover foreslog vi regeringen og de ansvarlige udvalg en akkrediterings-/auditeringsmodel for tattoo studios. Vores introduktionsmodel er nu en fast del af den nye lov af 01.07.2018 og kaldes "vejledningsordningen". UT er stolte over, at denne ordning er blevet vedtaget, idet det gør, at tatovørerne vil møde de tilsynsførende på en venlig og samarbejdende måde. Selve registreringsordningen i den nye lov af 01.07.2018 har UT også været med til at godkende efter møder med sikkerhedsstyrelsen. Og hele loven er blevet til på baggrund af forhandlinger mellem myndighederne og branchen. Og vi i UT føler, at der er landet en rigtig god lov, hvor mange af branchens ønsker er blevet tilført.

UT foregår i en lukket gruppe på Facebook. Alle ansøgere bliver screenet, således at vi sikrer, at alle er professionelle tatovører, lærlinge eller medhjælpere i professionelle tattoo studios. Vi har herudover tilknyttet en lang række fagfolk og andre med interesse for vores branchen. Alle arbejder frivilligt, og UT er et non-profit foretagende. Et nutidigt netværk, hvis popularitet har givet god inspiration til vores nordiske naboer, Sverige og Norge. Samtidig har vi også nogle Nationale og Internationale Æresmedlemmer. Personer der har betydet noget for os og tatoveringsbranchen. Som har "banet vejen" og været med til at forme hele branchen.

Herudover har UT en åben gruppe på Facebook “De Professionelle Uafhængige Tatovører” for vores kunder og andre interesserede tattoo fans mfl som har lyst til at orientere sig lidt om hvad der foregår i vores farverige og spændende verden.

Læs mere om vores forbrugerkampagne på siden “Kampagne”

For sponsorer, henvend jer gerne Tatto-Liz direkte (se endvidere sponsor-siden).

Vi takker jer for interessen og for at lære om muligheden, på denne digitale og nutidige måde, at orientere og udbrede om non-profit netværket ”De Professionelle Uafhængige Tatovører i Danmark.

På UT’s vegne:

Tatto-Liz, stifter af og talsperson for UT, web og økonomi samt administrator 




Tilmeld dig nyhedsbrevet Tilmeld